lørdag den 8. september 2012

F.M. Einheit & Hans-Joachim Irmler, 15092012

JOCHEN IRMLER & F.M. EINHEIT Koncert; Lørdag d. 15 september, kl. 20.00. Mayhem, Ragnhildsgade 1.

Skræp og Mayhem har den store fornøjelse at præsentere Hans-Joachim Irmler og F.M. Einheit, to af de vigtigste foregangsmænd indenfor den tyske eksperimenterende rock.
Irmler byggede sit første orgel i slutningen af 60erne og blev siden med gruppen Faust en af de væsentligste bidragydere til krautrocken, en inspireret pioner der benyttede collageteknik, båndmanipulationer og elektroniske klange hentet fra den nye kompositionsmusik, men altid forankret i en klar rockrytmik.
Einheit blev godt ti år senere en del af den Neue Deutsche Welle sammen med gruppen Einstürzende Neubauten, et radikalt ensemble der applicerede industrisamfundets lyd på rockmusikken bl.a. ved at anvende nedbrydningsværktøj og metaldele som instrumenter både på scenen og på plader og ved i det hele taget at anvende støjlyde som en væsentlig del af det musikalske output.
I de sidste 10 - 15 år har Irmler og Einheit haft en duo som de både har indspillet og turneret med. Et enestående samarbejde der forener det bedste fra de to store epoker i tysk rockmusik.



 

Aftenen bliver yderligere spicet op af vores helt unge og fremstormende venner fra Synd og Skam der lægger en sjælden energi og opfindsomhed for dagen ved deres koncerter, punk-funk-wierd højenergi. De driver forøvrigt det innovative kollektiv Af med Hovedet, der er en
paraply for en vildtvoksende flok voldsomt kreative folk. Et absolut must hear ensemble.


Dertil snart veteranerne fra Yoyooyoy Toke Tietze og Johs Lund samt Tobias Kirstein fra Lights People og gammelfar Vagn E. Olsson der til lejligheden har dannet et hommage outfit, der vil smide noget ekstra brænde på den tyske flamme.
Trommer, elektronik og horn, hvad kan man ønske sig mere?
Koncerten er lørdag d. 15. september.
Dørene åbner kl 20 og det er på Mayhem, Ragnhildsvej 1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar